I foråret 1998 rejste jeg igen til Indien bl.a. for at undersøge forholdene for børn og kvinder i delstaten Tamil Nadu. Jeg besøgte skoler, børnehjem, universiteter, kvindeorganisationer og landsbyråd og fik via besøg ved forskellige Danidastøttede projekter mulighed for at få et lille indblik i, hvordan dansk ulandsbistand virker i Tamil Nadu.
Det der i særlig grad havde min interesse var de følger medgift forårsager for piger og kvinder. Medgift er den "gave" kvindens familie skal betale ved indgåelse af ægteskab.
Èn af følgerne ved medgift er drab på pigebørn og fjernelse af pigefostre. Drab på pigebørn er ikke noget nyt fænomen. Allerede i midten af det nittende århundrede, da englænderne befandt sig i Indien, kendte man til dette og vedtog love mod drab på pigebørn. Drabene fandt sted i delstaterne: Gujarat, Rajasthan, Uttar Pradesh, Bihar og Punjab.
I 1875 skrev Kali Kinkar Datta i sin bog "A Social History of Modern India", at drab
på pigebørn var udbredt blandt visse grupper i Indien.
Først i de senere år er der kommet fokus på pigedrab i Tamil Nadu. Siden bladet India Today i 1986 offentliggjorde en artikel vedrørende pigespædbørns drab i Madurai-distriktet i Sydindien, er der jævnligt fremkommet avisartikler og rapporter omkring dette emne. I 1993 kom et BBC produceret dokumentarprogram "Let Her Die", efterfulgt af flere tamilske film.
Synet på kvinden
På alle områder, det være sig socialt, økonomisk, religiøst og i den familiære kontekst, anses drenge-børn for værende mere værd end pigebørn. Drenge fører familien videre. Navn og ejendom bliver igennem sønnen ført videre til næste generation. Sønnen tager sig af forældrene og er nødvendig i de hindureligiøse ritualer.
En pige derimod betyder udgifter og bekymringer. Hun fører ikke slægtens navn videre og når hun bliver gift, flytter hun væk fra sin egen familie for at tilhøre sin kommende mands familie. Ved ægteskabets indgåelse skal hendes familie betale en medgift eller "gave", som meget ofte afstedkommer store økonomiske omkostninger og problemer indbyrdes i familien.
Medgiften består af penge, smykker og andre materielle goder. Prisen og antallet af varer afhænger af kaste, alder, uddannelse m.m. Denne medgifts praksis er udbredt blandt stort set alle grupper i Tamil Nadu uanset kastetilhørsforhold eller religiøs overbevisning. Selvom den indiske regering i 1961 vedtog et forbud mod at give og modtage medgift, så fortsætter praksisen med medgift og er i disse år stigende, fordi medgiften giver mulighed for at få del i nogle af de materielle goder en familie ellers ikke ville have råd til. Omkostningerne ved medgift er blandt andet drab på pigebørn, tvangsaborter, mord og selvmord.
Mange kvindeorganisationer i Indien kæmper for at afskaffe medgiftssystemet og betragter dette system, som nedværdigende og diskriminerende. Men kvinderne er oppe imod stærke kulturelle, fundamentalistiske og religiøse kræfter, der hindrer udvikling og nytænkning og som søger at fastholde kvinden i en traditionel rolle som den alt opofrende og underdanige mor og hustru. En indisk kvinde opdrages sjældent til selvstændighed.
Den indiske lovgivning henter mange regelsæt og love fra en hindureligiøs tradition og disse love gør sig gældende indenfor ægteskab, skilsmisse, arv og forældremyndighed. Disse love og den måde de bliver praktiseret på er patriarkalske og opfatter manden som familiens overhoved med ret til at bestemme over kvindens krop, seksualitet, arbejde, bevægelsesmuligheder og børn.
Kvinden har meget lidt at skulle have sagt med hensyn til om hun vil have børn og hvor mange. Disse beslutninger tages af manden og hans familie og indirekte af den overordnet institutionaliserede kontrol, der finder sted via stat, religion og medier.
Manu,der betegnes som hinduismens lovgiver, skriver i sin bog Manu Shastra, at en kvinde skal være sin fars skygge i sin barndom, sin mands skygge i sin ungdom og i sin alderdom sin søns skygge. Denne opfattelse af kvinden er fulgt med op gennem tiden og synes i dag stadig at være den generelle opfattelse, ikke bare blandt hinduer, men også blandt muslimer og kristne.
Overalt i Indien, det være sig i fjernsyn, film, aviser og blade fremstilles kvinden i en stereotyp udgave, som mor og hustru. På samme måde illustrerer de ovenfor nævnte medier billedet af den perfekte familie: Far og mor, storebror eller brødre og lillesøster. I et samfund, der så åbenlyst foretrækker mænd og drengebørn er det ikke svært at forestille sig, hvilket kvindesyn mange har og hvilken indflydelse medierne har på den enkelte familie og hvilket pres kvinden udsættes for, når hun bliver gravid og i forvejen har en pige.
"Kun hende, der har født en søn, er en sand hustru" står der i Manus lov og i de Vediske vers prises drengebørn. Når en dreng fødes er der fest i gaden, trommerne lyder og naboerne inviteres indenfor.
I 1987 udkom bogen Unveiling India -A Woman's Journey. Forfatteren der er en kvinde, beskriver, hvad der skete, da hun blev født eller rettere ikke skete: "Der var ingen fest, ingen slik, ingen astrologer til at forudsige hendes skæbne og lod. For hendes skæbne var kendt, hendes lykke beseglet. Hun var født som pige!".
På alle niveauer i det indiske samfund er piger og kvinder at betragte som mindreværdige og det manifesterer sig igen i drab på pigebørn.
Drab på pigebørn
Tidligere i år blev der i Madras afholdt et Danidastøttet seminar om drab på pigebørn i Tamil Nadu. Seminariet konkluderede følgende: "Drab på pigebørn er meget udbredt, forekommer i stort antal og spreder sig til nye områder."
Fem distrikter i Tamil Nadu: Dharmapuri, Salem, Madurai, Periyar og Dindigul har områder med under 900 kvinder per 1000 mænd.
På landsplan var tallet i 1996 på 929 kvinder per 1000 mænd (Til sammenligning kan nævnes, at der i Danmark per 1. januar 1997 var 1025 kvinder per 1000 mænd)
I 11 distrikter, hvoraf fire af de ovenfor nævnte indgår, blev der i 1995 begået over 3000 drab på pigespædbørn og tre gange så mange piger mistede livet, som følge af fejl- og underernæring og sygdomme. Seminariet konkluderer videre, at i de distrikter, hvor drabene foregår "der har den første pige gode chancer for at overleve, nummer to og tre gør det sjældent", at grundene til drabene skal søges i en patriarkalsk opfattelse, at man foretrækker sønner og kvindernes lave status.
Men også andre årsager spiller ind. I august 1997 udkom en rapport "Watering the Neighbour's Plant - media perspectives on female infanticide in Tamil Nadu" udgivet af Centre for Research on Sustainable Agricultural and Rural Development i Madras. Her hedder det, at kvinder slår deres pigebørn ihjel af medlidenhed. For at skåne dem for, hvad mange kvinder selv har været igennem af hustruvold, voldtægt og andre grusomheder." Det er bedre, at pigen lider en time eller to og så dør end at hun skal lide igennem hele sit liv" udtaler en af de kvinder, der har slået sit barn ihjel. Overtro spiller også ind. Blandt Kallar-samfundet i det sydlige Tamil Nadu hedder det sig, at hvis en datter bliver slået ihjel vil det næste barn blive en søn.
Drabene på pigebørn foregår på forskellig vis. De kvæles, får saft fra giftige blade, brændes, smides i brøndene eller i vej kanten eller begraves levende.
De landsbykvinder jeg talte med under mit besøg svarede alle nej på mit spørgsmål, om der i deres område foregik drab på pigebørn. De henviste til, at dette "kun" fandtes i to distrikter, nemlig Madurai og Salem.
Ovenfor nævnte seminar og rapporter lavet vedrørende dette emne konkluderer imidlertid noget andet. Landsbykvinderne kunne endvidere oplyse, at de stort set alle sammen havde flere drenge end piger og de gav alle sammen udtryk for, at de var ulykkelige, hvis de fødte mere end en pige. Ud fra den betragtning, at en pige var en økonomisk byrde, fordi der skulle bruges flere penge på hende i form af tøj og smykker i forhold til en dreng, og at der på et senere tidspunkt skulle betales medgift.
Fattigdom
Man kan fristes til at tro, at drab på pigebørn kun finder sted i landdistrikterne og blandt byens fattigste. At der skulle være tale om et decideret fattigdomsproblem, der kun finder sted som en primitiv praksis i "uciviliserede", fattige og uudannede områder.
Økonomisk dårlige forhold, et liv under fattigdomsgrænsen og arbejdsløshed er stærkt medvirkende årsager til at familier dræber deres døtre. Men fattigdom alene er langt fra årsagen til dette fænomen.
Både blandt højere middelklasse og overklasse, altså i den såkaldte "kultiverede" del af befolkningen, vælger man pigebørn fra i form af abort. Dem der har råd til det får foretaget en scanning. Viser den, at fostret er en pige, og har familien i forvejen en pige, vil familien i mange tilfælde tvinge kvinden til abort. Alternative for India Development skriver: "Efter at have konstateret barnets køn, blev der i Bombay foretaget 8.000 aborter. De 7990 var pigefostre."
At vælge sit pigebarn fra sker således på tværs af kaste og klasse og kan derfor ikke udelukkende karakteriseres som et fattigdomsproblem, men i ligeså høj grad et symptom på et patriarkalsk systems opfattelse af drenge og piger, mænd og kvinder og deres rolle i samfundet.
På regeringsniveau er der siden starten af halvfemserne taget flere initiativer til at ændre kvinders forhold og ikke mindst synet på dem. I 1996 vedtog den indiske regering en lov, der forbyder abort af sunde pige fostre og retsforfølgelse af familiemedlemmer og læger, der tilskynder til og udfører disse handlinger.
Mange indiske og udenlandske NGOer og Danidastøttede programmer arbejder på at forbedre og forandre kvinders levevilkår både økonomisk og holdningsmæssigt.
Det er vigtigt at bekæmpe fattigdommen, for ud af den skabes disse forfærdelige forhold, der tvinger et samfund til at begå drab på pigebørn. Men det er ligeså vigtigt at mentaliteten ændres, den, der får et samfund til at betragte kvinder som andenrangs mennesker og mindreværdige og som ved at foretage drab på pigebørn tilsidesætter alt, hvad der hedder menneskerettigheder og retfærdighed.
Bestil foredraget om 'De savnede indiske piger og kvinder, og hør meget mere om forholdene for særligt piger og kvinder i Indien.
