Logo
Logo

Den lille og den store vilje

Den lille og den store vilje

’Indtil du vælger Himlen, er du i helvede og i elendighed’, siger Jesus i bogen Et Kursus i Mirakler.

Indtil du vælger Himlen, er du i helvede og i elendighed.

Jeg har hørt det flere steder og mærket det selv. De seneste måneder føltes det indimellem lidt som at være i elendighed og i helvede.

Og hvorfor har det føltes sådan?

Siden 7. december og frem til den 22. februar, har Mars været i retrograd. Jeg har tidligere nævnt, at når planeterne ser ud som om de snurrer baglæns og altså er i retrograd, så mærker vi deres energier mere intenst, fordi energien kører langsommere og planeten er tættere på os, end vi er vant til.

Nok så interessant har perioden også været præget af, at Mars har været i opposition til Pluto.

Oppositioner og kvadrat-aspekter i et horoskop er udviklingsmuligheder, hvis vi hæver baren lidt og ser tingene lidt oppe fra.

Hvis vi bliver helt nede i jordhøjde, er kvadrater og oppositioner, aspekter, energiledninger, hvor der er modvind.

En opposition mellem Mars og Pluto er en kamp mellem vores egen vilje, det som vi, -set fra vores ego - gerne vil have, repræsenteret ved planeten Mars og Pluto den store vilje. Det som har et højere formål.

Og det siger sig selv, at sådan en opposition kan føre til kamp, til elendighed, til helvede. For det er en kamp om energien. En kamp om det vi vil, det vi vil gøre, det vi vil have osv. Overfor det, som Universet mener.

Måske har du de sidste 3 måneder haft en følelse af, at det du gerne ville, ikke er sket. Og samtidig oplevet, at du blev ført mod noget. Et nyt kursus, noget andet end du plejer, et møde med andre mennesker.

Dette ’noget’ kunne have en overskrift, som hedder ’vejen til noget bedre’. Uden dog helt at vide, hvad det er, vi bliver skubbet henimod.

Når Pluto er på spil, handler det altid om transformation på de højeste tangenter. Det er ikke en lille omvæltning. Det er en omvæltning, som med et fint ord bliver kaldt for metamorfose. Det kommer af det græske ord meta-morfåcis. Der betyder forvandling.

Når jeg en gang imellem ikke har noget at lave, læser jeg i min oldgræske ordbog. Det har jeg mange finurlige oplevelser ud af.

Meta-mor-fåcis er den forvandling en sommerfugl går igennem inden den slår sine vinger ud og flyver afsted. Det er en kæmpe forvandling, som påvirker langt ud i fremtiden. Så når Pluto er inde over, så sker der noget. Ofte først i dybet, i undergrunden. Husk at Pluto i den græske mytologi hedder Hades. Underverdens gud.

For at blive hele mennesker, tilbyder Universet jævnligt planetkonstellationer, der opfordrer til, at vi kigger ind ad og får ryddet op. Samtidig med, at vi bliver skubbet i retning af at overgive os til en højere vilje. Det er temmelig angstprovokerede. For det kræver at vi slipper vores egen opfattelse.

Måske har du de sidste 3 måneder fået vist specifikke mønstre. Ting som du gentager, sætninger og handlinger, som du holder fast i og gamle overbevisninger, du hører dig selv sige igen og igen.

Måske har du også oplevet, at du er blevet endnu mere tricket af naboen, kollegaen, den du bor sammen med, eller noget helt andet.

Bare kig ud på verden. Den behøver jeg ikke sige så meget om. Det taler for sig selv.

Mars i opposition til Pluto viser os vores dybeste mønstre og skygger. Der, hvor det gør rigtig ondt. Men det sker jo ikke, fordi nogle planeter eller Universet ønsker at gøre os ondt. Det sker for at få os til at vokse.

At vokse og blive hele mennesker, sker når vi integrerer alt det vi ikke kan lide ved andre i os selv. Derfor har denne periode været en stor en invitation til skyggearbejde.

Jung, har sagt det så fint: ’Den, der søger udenfor, drømmer; den der søger indad, vågner.'

Vi skal huske, at alle omkring os er statister i vores helt eget skuespil. De er nøje udvalgt til rollen, af os selv, inden vi ankom.

Skuespillet hedder: ’At blive hele mennesker’, og det får vi så hjælp til, med de mennesker vi er i blandt. Også af dem og især af dem, der får os op i det røde felt.

Mars i opposition til Pluto handler også om kontrol. Hvor er det universet vil have dig til at slippe kontrollen og bare flyde med?

Hvis svaret på det, ikke er helt skarpt, så har vi nu 17 måneder til at finde svaret. For i den nye måneknudeakse bliver vi alle tvunget til at kigge indad og finde svar i vores egen – helt fortræffelige visdom.

Den nye Måneknudeakse går fra Jomfru til Fisk: Det handler om at slippe kontrollen og overgive os til planen. Den plan der blev lagt for dit liv, inden du trådte ned på kloden.

’Indtil du vælger Himlen, er du i helvede og i elendighed’, siger Jesus. Helvede og elendigheden finder sted, når vi går imod strømmen og forsøger at 'overrule', hvad der allerede er tiltænkt os. Nemlig det bedste der findes.

Himlen er en tilstand – en tilstand af kærlighed. Den tilstand kan du vælge at være i hele dagen.

Når du er i Himlen ser du på dig selv med mildhed, nænsomhed og kærlighed og verden er dermed et godt sted.

Elendighed og helvede sker når vi kommer ud af takt med den store Vilje og tror vi skal skabe, styre og kontrollere alt selv.

Verden har så meget brug for, at vi vælger at være i himlen og for at kunne være der, tilbyder planeterne oppositioner, kvadrater og trigoner. Alt sammen for at give os mulighed for at få os til at vokse ind i himlen.

© Tine E. Larsen, Livssalonen februar 2025

Tine Elisabeth Larsen

Jeg er bl.a. uddannet Cand. theol, Reiki-healer og Reiki-lærer. Ligeledes uddannet Tankefeltterapeut, EFT-practioner (tapping), astrolog/spirituel astrolog og underviser i krystalhealing, den åndelige verden m.m.

Igennem mange år har jeg arbejdet med klienter, kursister og elever. Jeg underviser, afholder foredrag, laver online-forløb, laver husrensninger, arbejder som medium og spirituel vejleder m.m.