Vi er i en overgangstid
Føler du at denne tid er turbulent og omskiftelig? Så er du ikke alene. Mange ting er under forandring. Moder Jord og alle levende væsner er på vej væk fra den gamle verden og ind i en ny tidsalder, Vandbærerens Tidsalder. Den nye tidsalder rummer en ny bevidsthed, en ny måde at leve og agere på, som er meget anderledes fra, hvordan vi tidligere har levet.
Overgangsfasen imellem verdenerne kan virke meget forvirrede, skræmmende og det er nemt at blive forpustet. Særligt, hvis vi tror, at alting kan løses med de midler og tankegange, der skabte problemer og udfordringer i vores ’gamle’ tilværelse og i den gamle verden. Det kan ikke længere lade sig gøre. Tiden er en anden, går hurtigere og arbejder på en helt anden frekvens end tilfældet var i den gamle verden.
Mange oplever at gamle sår, og sår, som vi måske har været ret så ubevidste omkring, pludselig kommer op til overfladen. Vi kan føle, det er svært at finde retning og oplever tab af kontrol. Vi kan have en oplevelse af at være faret vild og ikke længere høre til. Det kan give kriser i vores liv. At vi kan føle vi er ved at miste os selv, er en del af processen med at gå fra en bevidsthed til en anden.
For at vi kan indeholde de nye højt vibrerende frekvenser, er vi alle ved at skifte ham. Kriser er ikke nødvendigvis dårlige, de kan også være udviklingsmuligheder til noget, der er endnu bedre. Kriser kan også være indvielser – en slags prøvelser, nye begyndelser vi skal igennem, for at blive mere kærlige og rummelige væsener, og ikke mindst blive mere bevidste om den åndelige side af livet.
Når vi går fra en tidsalder til en anden, bliver der renset ud i det indre og ryddet op i gamle mønstre og traumer, holdninger og værdier. Alt sammen for at vi kan tilpasse os den nye tids energi. I den nye tid skal vi ned og mærke og føle fra hjertet. Derfor sker indstrømningen af de nye energier til hjertechakraet. Dette område udvider sig for at kunne rumme mere lys, mere forståelse og meget mere kærlighed.
Millioner af mennesker verden over har åbnet deres hjerter for den nye energi. Se bare på alle de fantastiske strømninger af nye fællesskaber, nye initiativer og tankegange, der opstår rundt omkring. Jo mere liv og fokus vi giver til, hvad vi ønsker i vores liv af kærlighed, overskud, glæde, ro, spirituel praksis, samvær med andre – ja hvad det måtte være, jo mere får vi af det og samtidig vil vi i den ydre verden se resultatet af, hvor vi lægger vores fokus og energi. Verdensfreden vil vokse, når der er fred inden i os.
Hvis vi tror på, at alt udenfor os selv er afspejlinger og refleksioner af, hvad der er inden i os, så har vi alle magten til at ændre verden. Når vi rydder op på de indre planer, sker der automatisk et resultat og en virkning i den ydre verden. Jesus siger et sted i Et Kursus i Mirakler, at ’Du er drømmeren af drømmenes verden. Den har ingen anden årsag, og vil aldrig få det.’ Alt begynder i os selv.
At skabe en ny verden i den nye Tidsalder sker først og fremmest i os selv. Vores hjerte skal åbne sig for de nye energiindstrømninger så vi kan rumme mere lys, bidrage med mere kærlighed og glæde og integrere helt ind i hjertekulen, at intet udefra kan forstyrre vores fred.