Uanset, hvornår du oplever dit indre barn bliver trigget, er det afgørende at møde det. Hvis vi ikke møder det, så bliver det indre barn ved med at råbe op og gøre alt, hvad det kan, for at få vores opmærksomhed. For det er lige præcis det, det længes så meget henimod. At blive mødt, forstået, holdt af og holdt om. Kort sagt at blive healet på.
Og når vi afsætter tid til at møde den del af os med forståelse og kærlighed, som det indre barn måske aldrig fik, så falder det til ro.
Det værste vi kan gøre, er at negligere det, gå uden om smerten og tro, at så går det nok over. Det gør det måske i et øjeblik, men når vi står i den samme situation igen, bliver vi endnu engang trigget, såret, ked af det og vi går væk fra mennesker, kærlighedsforhold, venskaber, situationer og arbejde, fordi det gør alt for ondt at være i. Vi gemmer os fra livet, fordi vi ikke kan holde smerten ud.
Der er mange måder at møde og pleje dit indre barn på. Det første er at være bevidst om, at der i dig, er et lille barn, der kan være såret, fordi du ikke blev set, hørt og mødt.
At der tidligt i dig er skabt nogle overbevisninger på baggrund af oplevelser. De er ikke nødvendigvis sande, men du skabte dem, for at passe på dig.
Afsæt tid og skab et trygt rum, hvor du lader følelser og tanker fra det indre barn komme ud, vel vidende at du er der, den voksne del af dig, så den lille del kan være tryg.
Vær lydhør overfor det, som kommer op. Hvad er det, som det indre barn forsøger at fortælle dig? Vær opmærksom på, at det kan tage tid at sætte ord på.
Ofte er det en rigtig god idé at gå et spadestik dybere og finde ud af, hvorfor er det, at en del af mig er så såret, ked af det, træt ved tanken om at skulle … bliver bange når, eller hvad der nu dukker op.
Hvorfra stammer mine overbevisninger? Hvorfor er det jeg mærker lige præcis de følelser, når jeg gør dette og hvor kommer følelsen af altid at skulle ordne alting, føle sig forkert og meget mere. Hvor kommer det hele fra?