Logo
Logo

Merkur i retrograd

About

Merkur i retrograd - tid til reflektion

Ved sidste Livssalon, nævnte jeg, at planeten Merkur i december går ind i endnu en retrograd periode. Når en planet går retrograd, ser det fra jorden ud som om planeten går baglæns. Det gør den ikke. Det ser bare sådan ud.

Planeten Merkur er vores tænkning og også hvordan vi udfører vores tænkning. Det er kommunikation, i det hele taget vores hjerneaktivitet, sprog, indlæring, videbegærlighed, transport, trafik, rejser, og også motorikken i kroppen.

Sidste gang jublede jeg med udsigten til endnu en Merkur i retrograd. Det gjorde jeg, fordi det er en kærkommen mulighed for at tage det lidt mere roligt og langsomt. Hele 4 gange om året får vi denne gave fra universet, hvor vi energimæssigt bliver trukket tilbage.

Alle planeter udsender energi og den energi påvirker os. Når Merkur er i retrograd, sker der et skift i energien. Vi bliver energimæssigt skubbet tilbage for at bruge tiden til langsommelige aktiviteter, refleksion, tage flere pauser, kigge på og afslutte eventuelle projekter.

Kort sagt: Tiden er gunstig til gå i hi. Bare kig på naturen lige nu. Den ved godt at tiden er til mere rolige aktiviteter.

I Merkurs symbol indgår der en skål, en cirkel og et kors. Skålen symboliserer sjælen og den er åben for vejledning, inspiration og guidning fra Universets side. Den viser med sin position, at der altid er åbent opadtil. Vi er skabt til kommunikation med Universet med Gud, guider, vores sjælegruppe, afdøde, vores egen visdom m.m. Vi er forbundne med Universet.

Det sjælen henter ned, skal ned i cirklen, der symboliserer ånden. Derfra kan inspiration, visdom, viden – ja hvad vi nu har hentet ned, manifestere sig i det fysiske liv, symboliseret ved korset.

Merkur er i den romerske mytologi, gudernes sendebud, og når Merkur er i retrograd er der større mulighed for, at vi intuitivt kan mærke og fornemme den åndelige verden. Det er ligesom gardinet bliver trukket fra, så vi - selvom linjen altid er åben - bedre kan være i kontakt med både vores intuition og også er mere åbne for åndelig guidning. Det kræver ro at være i kontakt med den del af livet.

Jeg møder mange der siger, at jeg ikke fornemmer noget, ser noget, hører noget, når talen falder på kommunikation med alt det, som også er. Hvis vi har en travl hverdag og aldrig er i stilhed, så kan det være udfordring at mærke intuitionen og den guidning vi får. Vi kan også have en tendens til at tro, at svarerne skal komme på en specifik måde. Og endelig har vi måske helt og aldeles lukket kanalen og valgt ikke at være tunet ind på frekvensen til den åndelige verden.

Den 22. december er Solen i konjunktion, altså på samme grad med Merkur, og nærmest helt inde i Solen. På græsk hedder denne konstellation ’Egkardios’, altså lige i hjertet.

Konstellationen bliver også mere populært kaldt for Merkur Cazimi. Ordet Cazimi kommer af det arabiske udtryk: ’i hjertet af Solen’. Det er en lykkedag, hvor der kan komme nye indsigter og visdom til dig. Så hvis du står og skal træffe en beslutning, så er det måske en god idé at vente til den dag.

Planeten Merkur står også for healing. Når Merkur går retrograd er tiden inde til selvhealing. Endnu mere end det, du måske allerede praktisere i forvejen. Når du investerer tid i at være i ro og forbinde dig med den åndelige side af livet, er det som om alting bliver lidt nemmere for så plejer du en vigtig del af dig selv, nemlig din sjæl.

Sjælen elsker ro, fred, nærhed og omsorg og jo mere du gør for den, jo mere mærker du i dit fysiske liv, at du har sørget for at tanke dig selv op. Når din tank er fuld, ser verden lidt bedre ud.

Merkur er i retrograd frem til 1. januar. Perioden er derfor også gunstig til at tage et servicetjek på dine overbevisninger. Er tiden måske kommet til at udfase nogle af dem? Og i stedet erstatte dem med nogle nye, der både afspejler, der hvor du er nu, men også der, hvor du gerne vil hen.

Alle planeter har skyggesider, det har Merkur også. Hvis vi er for hurtige i denne tid, kan der gå ged i kommunikationen, i transport og aftaler og ikke mindst går vi glip af al den healing Merkur sender i vores retning. Så brug tiden på at være lidt mere Venus-agtig: NYD og MODTAG.

© Tine E. Larsen, Livssalonen november 2023

November 2023

Tine Elisabeth Larsen

Jeg er bl.a. uddannet Cand. theol, Reiki-healer og Reiki-lærer. Ligeledes uddannet Tankefeltterapeut, EFT-practioner (tapping), astrolog/spirituel astrolog og underviser i krystalhealing, den åndelige verden m.m.

Igennem mange år har jeg arbejdet med klienter, kursister og elever. Jeg underviser, afholder foredrag, laver online-forløb, laver husrensninger, arbejder som medium og spirituel vejleder m.m.