I 1997 tog jeg til Indien for at lave research til min første bog om den danske missionær Anne Marie Petersen. Hun var personlig ven af Mahatma Gandhi, der i 1921 satte grundstenen til bygningen af kostskolen Seva Mandir. Denne skole stod Anne Marie Petersen i spidsen for frem til sin død i 1951.
Mit ophold på denne skole blev en stor oplevelse, og jeg havde ikke forestillet mig, at mit første besøg i Indien senere skulle afstedkomme en forening til gavn for børn og kvinder. Efter opholdet rejste jeg rundt i landet, og det blev en rejse ind i en hel anden verden. Indien rummer alt. Lige fra enorm gæstfrihed, skønhed og glæde til det modsatte. Ethvert øjeblik var under konstant forandring af alle de indtryk, jeg som rejsende blev udsat for.
I mit danske liv havde jeg fået mange muligheder, og jeg havde aldrig oplevet, at jeg var mindre værd, fordi jeg var pige/kvinde. I Indien oplevede jeg, at det bestemt ikke var ligegyldigt hvilket køn man havde. Det var en fordel at være født som dreng. Når en dreng kom til verden, var der fest i gaden, mens en nyfødt pige ofte blev forbigået af larmende tavshed. Det gjorde et meget stort indtryk på mig at opleve denne forskelsbehandling, og den dag i dag er det svært at forstå, at en pige ikke er lige så meget værd som en dreng.
I Indien er der tradition for at kvindens forældre skal betale medgift til svigerfamilien, når hun skal giftes. Det er en meget gammel skik, som ikke er rodfæstet i nogen religion, men en opfattelse der er gået i arv fra generation til generation. På den baggrund er en pige for mange en økonomisk byrde, og derfor er der blandt mange ikke den samme glæde, når en pige kommer til verden.
Da jeg rejste rundt i Indien i 1997 hørte jeg mange beretninger om grufulde hændelser, der var overgået piger og kvinder, og om de vilkår der er for dem i det indiske samfund. Mange opfordrede mig til at vende tilbage og oprette et børnehjem.
Efter jeg kom tilbage til Danmark blev målet derfor at gøre noget for piger og kvinder i Indien. Et mål bl.a. skabt ud af taknemlighed over at være født og opvokset i et land, der havde givet mig muligheder, og hvor mit køn ikke var afgørende for om jeg måtte være her eller ej. Livet har lært mig at det er vigtigt at sætte mål og ikke tænke over hvordan jeg kommer derhen. Da målet om at gøre noget for piger og kvinder stod lysende klart, stødte jeg ind i mennesker, der også havde det ønske. Døre åbnede sig, og lige pludselig så foreningen Dansk - Indisk Børnehjælp dagens lys.
Den 10. januar 1998 holdt vi stiftende generalforsamling –og året efter slog vi dørene op til børnehjemmet Danish Indian Children’s Home, et børnehjem for piger i nærheden af byen Arni i den sydindiske delstat Tamil Nadu.
Børnehjemmet fejrede i 2013 15 års jubilæum og i de 15 år har Dansk - Indisk Børnehjælps hovedvirke i Indien været centreret om dette børnehjem. Stedet er et hjem for piger, og formålet er at give dem en opvækst med muligheder i trygge rammer.
Målet har aldrig været at skabe en stor institution, men et hjem med alt hvad det indeholder. Organisationen, der står for den daglige drift, er en lille indisk kvindeorganisation ledet af kvinden Mala. Hun er en stærk, omsorgsfuld og dygtig leder.
Med årene er denne lille oase fyldt med håb og drømme vokset sig større. Pigerne, der ankom de første par år, er i dag voksne kvinder i gang med uddannelse eller job. Nye piger er kommet til og nye vil følge efter. Jordlodder er opkøbt og beplantet for at sikre en fremtidig indtægt, og solcellesystemer sikrer i stigende grad at der altid er strøm.
Midlerne til at drive børnehjemmet, sikre god kost, skolegang og uddannelse er kommet fra Dansk - Indisk Børnehjælp og foreningens sponsorer, lokalgrupper, fonde, kirker, virksomheder og via indtægten fra mange arrangementer.
Alle, der har besøgt stedet, set de glade ansigter og mærket pigernes stolthed, er uden tvivl enige med mig i, at det er godt at leve efter ’vær i målet, se det for dig og lev det ud’.
