Logo
Logo

Solformørkelse

Solformørkelse

Da vi trådte ind i 2024, gik vi ind i en periode med rigtig mange spændende astrologiske begivenheder.

Vi har lige haft og mange af os kan stadig mærke energierne fra nymånen og solformørkelsen.

Formørkelser bringer altid nye erkendelser og indsigter med sig. Det skjulte kan vise sig. Det fortrængte komme op til overfladen.

Vi får mulighed for at kigge på det, som kan ligge længst tilbage i skuffen. Det, som vi måske skammer os over, og som vi helst ikke vil konfronteres med og da slet ikke ønsker, at andre skal se.

Denne solformørkelse har været hel speciel, fordi mange planeter er med i den, ikke mindst Chiron, den sårede healer.(Se mere om Chiron)

Denne lille asteroide er placeret et eller andet sted i vores horoskop, og viser et sår vi har med os ind i dette liv. Det kan stamme helt tilbage til tidligere liv, til barndommen og vores skolegang. Det kan komme fra vores forfædre og opstå senere hen i livet.

Såret handler overordnet om fornægtelse, afvisning og forladthed, og ud af disse 3 grundfølelser, kan der opstå et hav af andre følelser alt efter, hvor Chiron er placeret i horoskopet.

Igennem vores liv, vil Chiron-såret forsøge at få vores opmærksomhed. For såret vil gerne healers op.

Når vi forstår såret, accepterer det og lever med det, bliver vi den sårede healer. Såret bliver vores styrke og gave ikke bare til os selv, men til verden.

I sidste uge har jeg været nogle dage ude af huset. Da jeg tjekkede ind på det sted hvor jeg skulle bo, gik der nogle få timer så dukkede Chiron-såret op. Den dybe følelse af forladthed. Det føles næsten, som at få et hårdt slag i maven. Så overvældende er følelsen.

Nu kender jeg mit Chiron-sår rigtig godt. Så jeg ved hvornår det dukker op.

Jeg ved også, at jeg skal blive i smerten, omfavne den og trække vejret.

Der gik ikke mere end 5 minutter så var jeg ude af følelsen igen.

Men sådan har det ikke altid været.

Det tager tid at lære sit sår at kende, arbejde med det og acceptere at det er en del af os.

Solformørkelsen har været meget speciel, fordi både Solen, Månen, Merkur, Venus, Neptun, Chiron, Eris og den nordlige måneknude vores skæbnevej alle står sammen i konjunktion, altså på samme grad. Det udløser enorme energier. De står alle sammen i Vædderens tegn, så der er virkelig kraft i energierne.

Intet sker tilfældigt.

Måske sætter Universet igen foden ned, for at få os til at kigge på vores liv. Ja tage det halvårlige servicetjek. Forårsrengøring på de indre linjer.

Hvordan lever jeg mit liv?

Hvad er godt?

Hvad er mindre godt?

Er der noget jeg ønsker at ændre?

Hvad er det for noget jeg har lagt låg på?

Hvad ønsker jeg, der skal ske fremover?

Hvordan kommer jeg i mål?

Solformørkelser bringer muligheder for en ny retning, en ny vej og med alle disse planeter i Vædderen, så er der virkelig mulighed for at tage nogle ordentlige spring.

Samtidig er Merkur i retrograd og det opfordrer til tilbagetrækning og healing. Så som altid gå efter den gyldne middelvej, balancen. Accepter at lige nu er nu og i det nu er alt godt.

En anden stor astrologiske begivenhed finder sted den 20. april. Men kan allerede nu mærkes.

Det er en hændelse, som kun finder sted hvert 14. år.

Den 20. april støder vildbassen Uranus, planeten for gode ideer, rebellen, pludselige hændelser, opfindelser og teknologi, Internet, kunstig intelligens og astrologi ind i Jupiter planeten for overflod, udvidelser, optimisme og muligheder. De mødes i Tyren, og det gør de kun hvert 84. år. Tyren er tegnet for stabilitet, materielle ressourcer, sansning, jorden.

Måske opstår der et nyt pengesystem, øget fokus på værdier, og hvordan vi behandler Moder Jord. Nye muligheder for vækst og innovation. Måske flytter vi på landet og opfinder nye klimavenlige maskiner, der bringer harmoni og balance. Måske opstår der store sociale reformer og store teknologiske fremskridt.

Da de to planeter mødtes sidste gang i Tyren, var Gandhi i fuld gang med et af sine reformprogrammer. Han kaldte det for ´simple living’. Det var et program, som han allerede skabte, da han levede i Sydafrika, men i slutningen af 1930ér blev det sat på den politiske dagsorden i Indien.

Gandhis 'simple living' program handlede om at leve et enkelt og minimalistisk liv i pagt med og i respekt for naturen,

Måske vil Uranus og Jupiters møde i Tyren igen få os til at tænke over, om vi kan gøre vores liv mere enkelt. Kort sagt skrue lidt mere ned, for alle de valgmuligheder vi udsættes for hver eneste dag, og måske være glad, taknemmelig og tilfreds for meget mindre. Både for vores egen skyld, men i høj grad for vores skønne planet.

© Tine E. Larsen, Livssalonen April 2024

Tine Elisabeth Larsen

Jeg er bl.a. uddannet Cand. theol, Reiki-healer og Reiki-lærer. Ligeledes uddannet Tankefeltterapeut, EFT-practioner (tapping), astrolog/spirituel astrolog og underviser i krystalhealing, den åndelige verden m.m.

Igennem mange år har jeg arbejdet med klienter, kursister og elever. Jeg underviser, afholder foredrag, laver online-forløb, laver husrensninger, arbejder som medium og spirituel vejleder m.m.