At have en spirituel praksis



​I ’Et Kursus i Mirakler’, siger Jesus mange gange og på forskellig måde, at det eneste problem vi mennesker har, er at vi tror vi er adskilt fra Gud (kærligheden). I den adskillelse tror vi, at vi skal løse alting selv, klare alting selv og have ansvar for så uendeligt meget. Det er en umenneskelig, ubærlig og særdeles ukærlig opgave.


Når jeg ryger ind i den tankestrøm, og tror jeg skal løse alting selv, så mister jeg kontakten til mit åndedræt og havner så langt fra kærligheden som overhovedet muligt. Jeg bliver stakåndet, modløs og overvældes af frygtbaserede tanker, der skaber en masse tankemylder. Det er på ingen måde et rart sted at være. Og det er heller ikke det sted jeg er skabt til at være. Jeg er skabt til - ligesom alle andre - at være et kærligt sted, i fællesskab med den højeste kærlighed.


Når jeg ryger af sted med egoet (Et Kursus i Mirakler beskriver egoet, som den del af os, som ikke er kærlig = en illusion), skyldes det, at jeg har glemt hvem jeg er. Jeg er en sjæl, der for en stund har valgt at inkarnere her på kloden, for at opleve glæden ved at være fysisk, opleve kærlighed og udbrede kærlighed. Arbejde med forskellige temaer, tilegne mig flere erfaringer, bidrage m.m.


Når egoet kan overmande mig og få kontrollen, er det fordi jeg har glemt, at min sjæl også har behov og skal plejes ligesom min krop skal. Jeg har fuldstændig glemt at lytte til min indre stemme og er havnet i ’Det kan jeg da sagtens selv finde ud af’!! Den mest destruktive sætning jeg kender. Den er en fryd for egoet, men i direkte opposition til mit sande selv. Jeg har glemt at udføre min spirituelle praksis. Jeg har glemt at have Gud med.



I filosofien i Reiki-healing hedder en af levereglerne: ’Blot for i dag, vil jeg arbejde hårdt’. Det betyder ikke at du skal have en hverdag, hvor du knokler afsted. Det vil glæde egoet, for så glemmer du alt om, hvem du er. Nej, det betyder, at du skal være klar over, at du også består af en sjæl, og at denne sjæl skal næres.


En af måderne at nære sjælen på, er ved meditation og bøn. Når vi tjekker ind hos kærligheden, bliver vi omfavnet, vejledt og støttet af den største kraft der findes. Når vi beder eller mediterer er vi i en tilstand af ro og modtagelighed. Hjernebølgefrekvensen går fra det aktive sind til det mere kontemplative stillestående sind. I den tilstand kan vi bedre høre den stille indre stemme og vejledningen fra Helligånden, det højere selv. Det sted i os, som kan se alt fra et højere og kærligere perspektiv.



Nogle siger at Helligånden ikke taler til dem, at det er svært at opfange den indre stemme. Helligånden taler til os alle, men det er ikke altid vi kan lide, hvad vi hører. Så vi skruer ned for lyden. Helligåndens stemme er blid og nænsom og den benytter sig ofte af inspiration for at få os til at gøre noget fra et kærligt sted. Nogle gange er det pudsige ting der kan komme til os. Sætninger, forslag, ord, som ikke umiddelbart giver mening, men som sidenhen, viser sig at være mildest talt genialt.

Tænk engang tilbage på oplevelser i dit eget liv. Hvad blev du inspireret til at gøre, hvordan føltes det, hvad gjorde du og hvad kom der ud af det?



Den indiske leder Mahatma Gandhi mediterede hver dag. Hver gang han skulle foretage sig noget mediterede han og bad om vejledning. Da han i 1930 iværksatte sin anden store ulydighedskampagne for at skaffe frihed fra den britiske kolonimagt til det indiske folk, sad han i mange dage og mediterede og ventede på tegn fra Gud. Han ventede på, at den stille indre stemme, kommunikationslinjen mellem Gud og os mennesker, skulle fortælle ham, hvad der ville være godt at gøre. Hvad skulle det næste træk være, henimod at skaffe landet selvstyre?


Det er karakteristisk for Gandhi, at han ikke foretog sig ret meget førend han havde rådført sig med sin indre stemme. Det vil sige havde mediteret og bedt en bøn. Han var udmærket klar over, at det at foretage sig noget, hvor Gud ikke indgik, det duede ikke. Der var alt for stor en risiko for, at egoet ville kuppe en og få en til at handle fra et ukærligt sted og resultatet ville blive alt andet end kærligt.



Gandhi sad længe og ventede. Hele Indien og sikkert det meste af verden ventede med. Hvad ville hans stille indre stemme fortælle ham? Og lige pludselig kom inspirationen til det næste træk mod kolonimagten. Han ville bryde kolonimagtens monopol på saltudvinding. Lederne i Kongresparti rystede på hovedet. Jawaharlal Nehru beskrev det som en latterlig plan. De fleste havde forventet en storstilet ikke-voldelig aktion med pomp og pragt. I stedet kom det til at handle om at bryde saltmonopolet, som Det britiske Ostindiske Kompagni havde indført i 1835. Siden slutningen af 1800-tallet var det tilmed gjort ulovligt for private at udvinde det livsvigtige salt og saltet var også blevet belagt med skatter, hvilket var en voldsom udfordring særligt for den fattige del af befolkningen.


Gandhis kampe var aldrig først og fremmest politisk. De havde altid et spirituelt udgangspunkt og sigte. Ofte benyttede han sig af symbolske virkemidler og valget af salt var ingen undtagelse. Ved at rette fokus på det urimelige saltmonopol og de tyngende skatter, formåede han at rejse det indiske folk i en hidtil uset massebevægelse, der på tværs af grænser, sprogbarrierer, religioner, sociale forhold og kastetilhørsforhold forenede sig i kampen mod overmagten.




Tidlig morgen den 12. marts 1930 drog Gandhi med sine 78 disciple afsted mod kystbyen Dandi for at bryde saltmonopolet: ’Overalt blev den lille skare hvidklædte mænd hilst med blomster og begejstring. Og mange slog følge, og skaren voksede og blev til en bred strøm, til en mægtig flod, til et hav af hvidt.’ (Fra bogen Gandhis Ven s. 501)


Den store saltmarch fik verdens opmærksomhed og den indiske frihedskamp blev løftet til nye højder, der i sidste ende førte til Indiens frihed.


I et brev til den danske missionær Anne Marie Petersen, skrev Gandhi i forbindelse med saltmarchen: ’Alt, hvad jeg gør just nu, gør jeg som svar på bøn eller rettere måske i lydighed mod min indre stemme.’ (Gandhis Ven s. 503)


Hvad den indre stemme sagde, blev altså for Gandhi, det afgørende i den forestående kamp. Mange år senere skrev Jawaharlal Nehru: ’Da vi så folkets enorme entusiasme og den måde saltfremstillingen spredte sig som en steppebrand, følte vi os en smule forlegne og flove over, at vi havde stillet spørgsmålstegn ved effektiviteten af denne metode, da Gandhiji første gang havde foreslået den. Og vi forundredes over mandens sans for at gøre indtryk på masserne og få dem til at handle på en organiseret måde.’ (Gandhis Ven s. 504)



Når den indre stemme taler, kan det som kommer til os, syntes mærkeligt, mystisk og underligt. Vi kan have forudfattet meninger til, hvordan svarene skal lyde og selvom det, som kom til os, ikke var det vi havde regnet med, så vær sikker på, at svaret ALTID er med den højeste kærlighedshensigt.


For mig er det livsnødvendigt at nære og pleje min sjæl, at have en spirituel praksis. Det gør jeg ved, hver dag at afsætte tid til meditation og bøn og sige: ’Lad Din Vilje ske’. Når jeg mediterer, bruger jeg altid Reiki-energien og Dr. Mikao Usuis 'Gassho-meditation'. Jeg mediterer i min stue, under et træ, i lotusstilling ved havet, eller i et S-tog. Stedet har ingen betydning. Det er intentionen der betyder noget. At have en spirituel praksis er afgørende for mit velbefindende og hvordan min dag forløber. Jeg får mere energi og overskud, er mere nærværende og til stede. I meditationen mærker jeg, at jeg ikke er adskilt fra Kilden, men forbundet med det, som er større end mig. Jeg bliver rolig, taknemmelig og inspireret. Kort sagt lidt rarere at være i nærheden af.


Egoet vil altid fortælle mig, at jeg ikke skal bruge tid på at have en spirituel praksis. At jeg kan og skal klare alt selv. Det er sådan egoet fungerer. Det kan bare ikke lide, når det bliver udsat for kærlighed. Så larmer det.


Men lad det larme, det falder til ro efter en stund og jeg har gjort noget godt for min sjæl, og husket hvem jeg dybest set er og ikke mindst, forbundet mig med det største der findes: Kærlighed.