Midtvejs i livet
Det tager Chiron omkring 49 – 51 år at komme rundt i hele horoskopet. Mange mennesker oplever, at når de når til disse år, opstår såkaldte ’midtvejskriser’, ’midt-livskriser’, ’panikalder’, - kært barn har mange navne.
Denne periode i livet, når Chiron vender tilbage til der, hvor den begyndte rejsen, kan være en tid, hvor vi virkelig mærker og bevidstgøres om såret. I første omgang vil de fleste af os fortrænge såret, fordi det gør alt for ondt at kigge på det. Men langsom bliver det måske mere tydeligt og mærkbart, hvad det er for et sår vi har med. Pludselig kan vi måske se, hvad det er for mønstre vi gør det i, mennesketyper vi tiltrækker, hvorfor det er, livet gør så ondt og hvor dramaet udspiller sig. Tiden giver dermed mulighed for en større erkendelse af, hvem vi er og hvad vi har med os.
Mange oplever i de år, at der er noget de vil væk fra, et ønske om at sænke farten, forlade noget, træde væk. Et ønske om mere tid, frihed og forandring. En stærk transformerede og udfordrende tid, der kan rumme den dybeste forløsning.
Såret er ikke et svaghedstegn
Det er vigtigt at gøre sig klart, at ’Chiron-såret’ ikke er et svaghedstegn. Det er enormt sårbart at kigge på sit Chiron-sår. Ofte kan det være forbundet med skyld, skam, ensomhed, afvisning og følelser af at miste alt, inklusiv sig selv. Det er derfor vigtigt i processen med at forstå såret at man er særdeles egenkærlig og omsorgsfuld overfor sig selv. I den proces er det vigtigt at huske, at hvad der er sårbart og skamfuldt for mig, behøver ikke at være det for dig. Jo mere åbne vi er om vores sår, jo mere inspirerer det andre til at være åbne omkring deres sår. At erkende sit sår, forlige sig med det, og tale om det er powerfuldt, så har lyset vundet og vi er trådt ud af grotten, ud af det mørke, der har holdt os fangen.
Da såret aldrig læges helt, kræver det evigt fokus. Ligesom man troede, at nu havde man fået det bearbejdet, så popper en eller anden afart af såret op og man må igen forholde sig til noget, der gør ondt. Måske er det en af Universets regler, nemlig reglen om, at alt er i bevægelse hele tiden. Og derfor får vi fornøjelsen af at skulle kigge på såret igen og igen. Men for hver gang det sker, er det som om, at såret bliver en lille smule mindre. Om ikke andet så ved vi, at smerten går væk igen og at livet udenom lige pludselig igen fylder mere end mørket.