Pluto går direkte
Pluto, planeten for dyb transformation, afslutninger og genfødsel, magt, intensitet og kontrol og ikke mindst den store Vilje, har været retrograd siden maj i 2026. Nu begynder den igen at bevæge sig fremad.
Når planeter er retrograde kalder energien på at kigge indad. Det er en invitation til at gå dybt i dig selv.
Pluto vil gerne rydde op på de indre planer, om-organisere. Bringe det skjulte og usagte op til overfladen. Det som ikke længere tjener dig. Alt sammen med det formål, at du kan blive den bedste udgave af dig selv, mest autentisk og sand og ikke mindst følge din sjælsvej. Den vej du har planlagt for dit liv, inden du inkarnerede her på jorden.
I perioden fra maj og til nu har du nok mærket Plutos intense indadvendte energi.
Du har måske haft oplevelsen af, at du blev kaldet til at arbejde med dig selv, dine skygger og mønstre. Det kan være det er sket i mødet med andre mennesker, begivenheder eller du har haft en stærk fornemmelse af, at der var noget du skulle lytte til og gøre.
Måske er det blevet klart for dig, at der var noget i dit liv, som ikke fungerede helt optimalt. Det kan være dit arbejde, dine relationer, dit parforhold, dine måde at være på og leve på. Måske er der blevet sat yderligere spot på et helt specifikt sår, som har spændt ben for dig i årevis.
Det kan være at du i den periode har fået vist, hvor du gentager mønstre, gør noget for at få andres anerkendelse, områder hvor du lader andre gå ind over dine grænser og hvor det føles som om du har mistet dig selv.
At opleve klarhed er ikke altid sjovt. At blive bevidst er sjældent kønt. Det kan være særdeles hårdt og gøre ondt.
Men det tjener et højere formål. Nemlig at kalde på dig, at vække dig, at få dig til vågne op og blive bevidst og være den du er. Den du er på sjælsplan.
Siden maj har skurebørsten kørt rundt i dit indre. Været ude i alle hjørner for at få alt det op til overfladen, som forhindrer dig i at være trofast mod dig selv.
Pluto har sat spot på, hvor du har lyttet til frygten, fremfor kærligheden. Hvor du har ladet stå til, fordi det var det nemmeste at gøre. Hvor du har glemt dig selv.
Nu lægger Pluto skurebørsten på hylden og spørger dig:
’Er du klar til at slippe alt det, som du har holdt fast i? Alt det som nu er hvirvlet op. Gamle versioner af dig selv, gamle mønstre, som måske tjente dig engang.
Er du parat til at give slip?
Er du parat til hver eneste dag at spørge dit højere selv om råd inden du handler?
Er du parat til at slippe din egen vilje og lade den store Vilje bestemme?
Er du klar til at sætte dig bag rettet og lade den store Vilje lede dig på rette vej i dit liv?
Det kan være forbundet med dyb angst at overgive sig til en højere vilje. Angst opstår, når du identificere dig med dit ego og denne verden – som vi jo ved fra bl.a. EKM er en illusion. Verden er ikke dit hjem, du har bare for en stund åbnet vinduet og fået mulighed for at kigge ind i den verden.
Angst opstår når du lytter til den lille vilje, din egen, fremfor den store Vilje – den guddommelige Vilje.
Når du tror du skal løse alting selv. Når du tror du skal gøre, handle og agere for at få noget til at ske. Når du glemmer at trække vejret dybt og forbinde dig lodret til de højere magter. Angst er at blive væk fra dit inderste og ikke længere føle forbundethed med din sjæl. Det er en grum følelse.
Derfor er en daglig spirituel praksis vigtig for at pleje og nære sjælen og åbne op for vejledning. En vejledning du er forbundet med hele tiden, som altid er kærlig og altid bringer dig på rette vej: At stole på at livet vil dig det bedste.
Pluto gik ind i Vandbæreren i november 2024. Hvis du kigger på, hvor du har Vandbæreren i dit horoskop vil du uden tvivl have oplevet mærkbare ændringer i præcis det hus hvor du har Vandbæreren.
Pluto er ikke et lille vindpust, der blafrer let hen over dit liv. Det er en mærkbar vind, hvis styrke vil forandre dig og dit liv til det bedre. Også selvom det ikke altid føles sådan, når du står midt i orkanens øje.
Plutos energi er at få dig op på den højeste klinge, hvor du stråler mest og lever mest autentisk. For at det kan ske, skal der indimellem kigges indad og ryddes op, som alle planeter inviterer til, når de er retrograde.
Fra i morgen 15. oktober går Pluto igen direkte i Vandbæreren og alt det som Pluto i den forgangne tid har ryddet op i skal nu integreres i dig. Vandbæreren handler om frihed, lighed og søsterskab. Om fællesskab, visioner og innovation.
Plutos direkte energi er en indbydelse til nu at stille dig selv nogle spørgsmål som:
Hvad er jeg klar til at slippe?
Hvilke gamle mønstre skal jeg ikke bære med mig?
Hvilke version af mig selv siger jeg farvel til nu?
Energien der kommer giver dig et kærligt puf, hvor du får mere mod til at gøre noget du altid har drømt om
Måske ser du tydeligere hvor du skal hen.
Måske mærker du i dig en frihed til at være den du virkelig er..
Måske virker det ikke længere så skræmmende at beslutte dig for noget
Måske tager du skridtet – det skridt, som bringer så meget godt med sig.
Måske vil det du siger, komme fra et mære kærligt og ærligt sted i dig.
Pluto er direkte frem til maj næste år, så du har mange måneder til at tage den nye energi ind og integrere den nye version af dig. Gør det langsomt og blidt. I fuld tillid til at Universet hjælper dig på vej.
© Tine E. Larsen, Livssalonen oktober 2026
Tine Elisabeth Larsen
Jeg er bl.a. uddannet Cand. theol, Reiki-healer og Reiki-lærer. Ligeledes uddannet Tankefeltterapeut, EFT-practioner (tapping), astrolog/spirituel astrolog og underviser i krystalhealing, den åndelige verden m.m.
Igennem mange år har jeg arbejdet med klienter, kursister og elever. Jeg underviser, afholder foredrag, laver online-forløb, laver husrensninger, arbejder som medium og spirituel vejleder m.m.


